Forsvundet | Når Arcana holder fødselsdag

Maison bed sig kort i læben som hans mistanke blev bekræftet. Mens Leonards blik gled ud i lokalet, forsvandt Maisons ned i jorden. En klump det ikke syntes at ville synkes havde formet sig i hans hals. Han hadede den her samtale, allerede før den var begyndt. Den mere logiske del af ham vidste udmærket at det var helt tosset at skyde skylden på sig selv for Coralines forsvinden, mens en anden del af ham, den der havde overtaget, vat overbevist om at det var netop sådan det hang sammen. Det var produktet af en kædereaktion af begivenheder,  startende med hans fødsel. Uden ham havde hans mor ikke prøvet at flygte, og havde hun ikke prøvet at flygte var Alonzo Dinapoli og hende ikke blevet sendt af sted til Leonards forældre... Han slog tanken væk, som den kom tilbage. Det var tåbeligt. Der ville bare været blevet sendt nogle andre, havde situationen været anderledes. En del af ham vidste dette, men det var ikke nok til at fjerne den sqmmenknudrede mavefornemmelse som han havde fået øjeblikket Leonard havde nikket.

Efter et øjeblik løftede han endnu engang blikket mod Leonard. "Kom" bød han, og tog samtidig fat omkring Leonards håndled for at guide ham i retning af udgangen fra balsalen. Han stoppede ikke før de trådte ind i en form for stue, der af og til blev brugt til servering af kaffe eller lignende efter møder eller middagsselskaber, og som lå i forlængelse af balsalen.  Det sidste Maison ville var at diskutere sin biologiske mor foran alle menneskerne der var dukket op til festen.
Han sagde først ingenting, men greb i stedet to af krystalglassene på det lille sidebord, og skænkede op af den gyldne væske, sådan som han havde set Tristan gøre det tusind gange når tunge samtaler skulle startes. Han rakte det ene til Leonard og tog selv en lidt for stor slurk af det andet. Det tog ham et øjeblik at synke whiskyen, men han mærkede næsten straks dens effekt.

"Tror du hun ved noget der vil kunne hjælpe?" Maisons tanker havde kredst om hans fremmede mor i en celle i Azkaban som de bevægede sig gennem balsalen og tænkte ikke så langt som at specificere hvem 'hun' var. Var det ikke åbenlyst? For ham var det. 'Hun' var den perfekte betegnelse ; ukendt,  mysteriøs og alligevel så velkendt.