Duncan Arcana

Ministeriet og dets ansatte var optaget af en enkel sag, kvinden Coralines forsvinden og eftersøgningen var kun blevet forsinket af de mange diskussioner med det italienske ministerium, der mente at sagen var deres. Tristan nægtede gang på gang at lade en mafiapåvirket regering vinde diskussionen og diktere eftersøgningen. Stædigt var den italienske minister mødt op undskyldende overfor hvordan situationen var blevet håndteret, men stadig bedende om sagen.
Midt i den højrøstede diskussion, der næsten fik Tristan helt op i det røde felt, da de ikke lavede andet end at spilde tiden, begyndte den magiske kugle på reolen ved væggen af vibrere, altid vidnende om at der var nogen Tristan skulle tage sig af derhjemme. Øjeblikket efter nåede en uventet patronus frem, som ikke engang behøvede at tale, før Tristan var klar over, hvad der var i gære. Tracy havde taget et par fridage ugerne op til fødslen. Hun forsøgte ikke at gøre det for tydeligt, at det var for Malones skyld og sikkerheden omkring barnet, men det stod tydeligt for enhver at Tracy bekymrede sig.
"Søg efter hende, så meget I vil, men I kan ikke forhindre os i også at gå ind i efterforskningen." Sagde Tristan fraværende til ministeren, inden han med et fast tag guidede ham ud af kontoret, smækkede døren og forsvandt med et højt knald.

Han poppede op i indgangshallen ved Arcana, nakkehårerne havde rejst sig og summen bredt sig ned til skulderne og brystet. "Tracy." Kaldte han højt, og huset kastede genklanget tilbage.

Tid: Formiddag, Vinter, Feb
Sted: Ministeriet --> Arcana Mansion.

Der var endnu nogle uger til at Malone skulle nedkomme mere hende og Tristans andet barn. Men på det sidste havde Tracy haft en fornemmelse af at alt ikke var helt som det skulle være med den lille. Malone virkede af og til, til at være mere præget af ubehag end da hun ventede Saga. Selvfølgelig var Tracy klar over at ingen graviditet var ens, men hun bekymrede sig alligevel en del. Hun bekymrede sig endda så meget at hun havde bedt om at få fri, for at være i nærheden hvis noget skulle ske. Undskyldningen for ikke at have forladt Arcana var at hun havde travlt med det stadige mysterie med både Charlie og Theodora der på et tidspunkt havde opsøgt hende på selv samme adresse. Tristan havde nok gennemskuet hende, det ville ikke undre hende. Men det gjorde hende heller ikke noget - forhåbentligt kunne hendes tilstedeværelse hjælpe med at give en hvis form for ro; vide at hvis noget skulle ske, så var Malone ikke alene.

"Malone.. Træk vejret stille og roligt" lød det fra Tracy der havde sit blik til at hvile på kvinden ved siden af sig. Det meste af morgen havde forgået i ro og mag, men det havde taget en drejning, ret så pludseligt. Hun havde fået Malone til at ligge sig i sengen - det ville ikke vare meget længere før hun kunne få lov til at presse. Og nok som Tracy kunne forestille sig at Malone så at fødselen ville gå i sig selv, så var Tracy fast besluttet på at den lille skulle ud. Og skulle det ske at det gik i sig selv, måtte hun tvinge showet i gang igen.
Som hun hørte Tristans stemme runge igennem huset, lod hun atter sin patronus finde frem til ham. Ulven gik en kort ring om sig selv, hvorefter den ledte Tristan hen til dem. "Tristan.. Hun er gået i fødsel." Ganske kort lod hun sit blik hvile på sin bror, og vippede med hovedet i retningen mod Malone, for at få ham til at gå over til sin kone. Sjovt var det ikke, og de mange smerter Malone utvivlsomt måtte opleve hver gang der kom et ve, kunne Tracy kun forestille sig. Hun havde set utallige fødsler og alle kvinderne reagerede forskelligt på veerne - en ting var dog altid ens, de blev så satans kort luntet.
Tracy lagde et lagen og håndklæde ved Malones underkrop, sådan den lille hurtigt kunne blive svøbt ind. "Er du klar? Når du mærker et ve igen, så presser du alt hvad du kan." Tracys blik var alvorligt, men alligevel blidt og opmuntrende. Nu skulle den lille bare ud af sin hule, så Tracy langt om længe kunne få lidt indre ro igen.

"Hvor bliver han af?" sukkede Malone udmattet, da hun vippede hovedet bagover, og derefter op igen, hvor hun lagde en støttende hånd på hendes højgravide mave. Denne fødsel var helt klart af en anden kaliber, da Tristan og Malone kun ventede Saga i få timer, før hun kom til verdenen. Malone havde selv brugt dagen, og dagen før på at ligge immobilt i Tristan og hendes seng, mens der rundt omkring hende passerede tjenestefolk, da de ryddede op og gjorde klar til, at fødslen skulle skydes igang, selvom den efterhånden havde været ventet længe. Malone måtte ty til hyppige vejrtrækninger, da hun mærkede hendes hofter blive til sten, nærmest følelsesløse pga. smerten, der i lange sekunder sled på Malones energi og generelle humør.
Tracy's selskab havde bestemt været fantastisk at have. En gåtur tidligere på dagen, hvor veerne havde stilnet en smule af, havde Malone fortalt hende om hendes manglende motivation til at komme tilbage til akut-afdelingen i Ministeriet, og hendes tanker gik på om hun eventuelt skulle lave et karriereskifte. Ikke at hun nogensinde havde været i tvivl om, hvilken vej hun skulle gå, men omstændighederne var anderledes, og det var nu, at der skulle nye tider til.

"Tristan?" hylede Malone, da hun hørte, at Tracy bød hendes bror ind på soveværelset, hvor der på Malones natbord fandtes et glas med vand og en bøtte med chokolade, som Tristan havde sendt hende for at kompensere hans fravær. Malones opmærksomhed flakkede fra hendes mand til Tracy, der havde sat sig imellem hendes så småt spredte ben, der rystede af adrenalinen. Malone bevægede sine fødder udad, og gjorde klar, som Tracy instruerede hende. Tunge, afslappede vejrtrækninger lagde situationen i stilhed, før Malone måtte overgive sig til smerten, der føltes som et sort hul i hendes underliv. Et højt, beklagende støn gled over Malones læber, da hun pressede alt, hvad hun kunne for at hun kunne få sat sin søn til verdenen. " ... Jeg kan ikke," sukkede Malone dybt, da hun mærkede tårerne glide frem for hendes øjne, og sveden piplende frem, og dirrende i rytmen til den svangre kvindes krop i espeløv. Hendes øjne fandt Tristan, og hun rakte sin hånd ud imod ham, som et tegn på, at hun følte sig afkræftet og havde brug for støtte.
Malone genoptog fødslen, og pressede hårdt, prustende efter vejret, pressede hun videre, mens hun hylede højlydt af den uhyre smerte.